Hike

Fra SPJDRpedia
Ad boot.svg

Hike kommer af engelsk Hiking som betyder en længere vandretur ud i naturen. På australsk bruges ordet Walkabout om det samme. I spejderbrug betyder en hike at patruljen tager på vandretur med rygsæk.

Undervejs

Undervejs kan man gøre stop og holde pauser, og med fordel gøre det steder, hvor man kan samle oplysninger (Recognoscering) - tale med de lokale folk, handle ind til maden, fylde sine vanddunke, navigere med kort, kompas, vejskilte, osv. Man kan skrive en dagbog på hiken - enten i en notesbog, på sin smartphone (husk at spare på batteriet) - eller indtale tekst, tage billeder og video på smartphone.Dagbogen kan man bruge når man kommer hjem til at fortælle de andre patruljer om turen man har været på - eller til venner og forældre, tropslederen, m.fl.. Dagbogen kan også bestå af souvenirs, man har samlet undervejs, eksempelvis en adgangsbillet, en folder fra en lokal seværdighed, eller hvad man nu finder på.

Skal man gå langt og af nogenlunde farbar vej, og har man måske lyst til at tage lidt ekstra grej med (eller meget mad), så kan man med fordel låne en kærre - som mest ligner en cykel-anhænger - altså en vogn med en trækstang på to cykelhjul. Der kan man laste mange ekstra kilo udstyr uden at den bliver for hård at gå med, og så kan man have rigelige rationer af mad, vand og ekstra udstyr med, uden at rygsækken bliver for tung.

Variationer

Som udgangspunkt er en hike en vandretur - men nedenfor er et par ideer til inspiration til andre type hike, som man kan prøve:

  • Kano-hike - som en kanotur - patruljen tager afsted i 2-4 kanoer.
  • Tømmerflåde-hike: Patruljen bygger en tømmerflåde og tager afsted på den.
  • Tog-hike: Udbredt i områder hvor togforbindelserne er gode - i Storkøbenhavn kan man eksempelvis tage på hike i S-togs nettet.
  • 100_meter_hiken

Tips til gode fødder

Gode fødder på en hike kræver pleje, omsorg og omtanke:

  • Vælg et par vandrestøvler eller gode sko, som du har gået til i forvejen, og som du er nogenlunde vant til at gå i. Så passer de til fødderne og du undgår vabler.
  • Tag helst to par sokker på - et tyndere par inderst, og et par tykkere sokker yderst. Så slider sokkerne på hinanden i skoen i stedet for at slide på din hud. Hvis de slider på huden får du let vabler. Sokkerne skal kunne ånde, så brug helst ikke tennissokker af kunstsof, men tag i stedet bomuldssokker på inderst og uldsokker yderst. Det handler om at dine fødder kan ånde, og ikke bliver fugtige - så undgår du igen vabler.
  • Tag ikke støvlerne af ved korte pauser - med mindre du kan mærke at du har fået en vabel. Det er bedre at beholde støvlerne på - når først du tager dem af efter mange kilometer, vil dine fødder hæve op, og det kan være både svært og gøre ondt at få dem på igen.
  • Har du fået våde fødder undervejs, så skift sokkerne til tørre sokker. Tag de våde sokker ind på kroppen for at tørre dem - om sommeren kan de hænges uden på rygsækken.
  • Har du først fået en vabel, så brug en kort pause til at sørge for dem:
    1. Tag støvlen af. Få en af dine patruljekammerater til at hjælpe dig.
    2. Prik hul på vablen.
    3. Tryk væsken ud. Klip eventuelt en lille trekant i den løse hud, så lukker det ikke til igen.
    4. Dæk med Vabelplaster eller Compeed
    5. Skift til tørre, friske sokker og få støvlerne på igen inden der går for lang tid.
  • Når du når frem til overnatningsstedet, så tag støvlerne af, gå eventuelt barfodet rundt i græsset / sandet, og giv dig rigtig god tid til at pleje dine fødder. Giv dem et fodbad i lunkent eller varmt vand med sæbe, rens dem grundigt, sørg for dine vabler, og tør så dine fødder grundigt. Giv dine fødder (og dig selv) tid til at slappe af.
  • Tag IKKE et bad om morgenen før i går videre - heller ikke fodbad; Våde fødder fra morgenstunden blødgør din hud på fødderne, og så får du lettere vabler; Vask dem og dig selv om aftenen, så har de hele natten til at hærde op igen.

Pakkeliste

På hiken kan man medbringe mange ting - men det skal man ikke!

Som udgangspunkt skal man ikke slæbe mere med end man orker at bære i sin rygsæk - og da en hike normalt ikke varer mere end et døgns tid, kan man faktisk undvære mange luxus-ting. Til gengæld er der nogle ting, som kan være svære at undvære, og som man IKKE skal spare væk.

Ting man BØR tage med

  • GODE vandrestøvler eller vandre-sko. Helst nogen der er gået til.
  • VAND. Helst 1 liter pr. person.
  • Regnjakke
  • Vindtæt overtøj (hvis forår, efterår, vinter)
  • Ekstra sæt strømper (VIGTIGT)
  • Ekstra sæt tykke sokker (VIGTIGT)
  • Et sæt ekstra underbukser/trusser
  • Håndklæde
  • Ekstra T-shirt
  • Kort og kompas (patruljen)
  • Blyant og papir
  • Toiletpapir - mange steder kan man låne et toilet, men mange steder mangler der toiletpapir. Hav rullen med i en plasticpose. Den vejer ikke meget.
  • Plasticposer til at opbevare affald, til at opbevare vandtæt i rygsækken osv.
  • Letvægtspresenning. Til at beskytte mod regn, dug og kondens, eller sætte læ op for vind og sol.
  • Solcreme og en sol-hat, bøllehat eller lignende.
  • Mobiltelefon. Både til dagbog, fotos, men også til at ringe hjem, hvis man kommer i problemer.
  • Lader til mobiltelefon
  • Lille førstehjælpstaske
  • Vabel-plaster, Compeed, vaseline
  • Sikkerhedsnål til at punktere vabler med.
  • Toiletgrej inkl. Håndsæbe til at vaske fødder med.
  • Sovepose
  • Liggeunderlag
  • Patruljestander, hvis man har een
  • Refleksbrikker, hvis man går i mørke ved en vej.
  • Lommelygte, en lille en er god nok.
  • Stormkøkken (Trangia eller lign.). Husk også sprit/gas eller hvad man nu bruger
  • Tændstikker
  • Mad til patruljen*
  • Her er chips, slik og sodavand nok meget sjovt, men IKKE særlig gode at gå langt på.*
  • Rugbrød, havregryn, pasta/ris, pålæg, marmelade, leverpostej, dåse-makrel, dåse-torskerogn er godt. Der er meget mere energi i det til at gå på.
  • En avis til optænding.
  • Personlig medicin

Ting man kan overveje at tage med

  • Feltspade... til spade-hike (se nedenfor)
  • Kærre
  • Teltunderlag hvis i bruger kærren (det er tungt!)
  • Sangbog
  • En økse til brænde

Ting man ligeså godt kan lade blive hjemme

  • Hårtørrer - No kidding, jeg har set det gjort engang!!
  • iPad
  • Gummistøvler
  • PC
  • Bøger
  • For meget ekstra tøj*...

Spade-hike

Spejdere bruger en del slang-udtryk - heriblandt er ordet spade-hike opstået, som betyder at man går sig en tur med en spade. Reelt betyder det at man går sig en tur i naturen for at komme på toilettet, og her har man så ofte en foldespade og en rulle toiletpapir med sig. Man finder et egnet sted, i fred og ro og uden for mange nysgerrige (og myg) - graver sig et hul i jorden og besørger det man skal. Så dækker man hullet til igen og efterlader naturen (næsten) som da man kom.