Alligatorløbet
Alligatorløbet er eet af de mest - hvis ikke det mest - ekstreme løb i Adventurespejd-ligaen overhovedet. Løbet er et orienterings- og færdigheds-løb for 15-23-årige samt old-boys (over 23 år). Der er plads til ca. 75 sjak á 2 mand = 150 deltagere hvert år.
Løbet løbes som udgangspunkt omkring Söderåsen Nationalpark i Sverige; dog har løbet i et par tilfælde til deltagernes overraskelse været flyttet til Hallandsåsen, ca 100 km. længere nordpå. Mål er oftest DDS-spejderhytten Gillastugan.
Formålet med løbet er for et 2-mands sjak at tilbagelægge, gennemføre og løse opgaverne på så mange poster som muligt indenfor løbstiden, som starter lørdag aften klokken 18:00 og slutter søndag klokken 14:00 - i alt 20 timer. Løbet er ca. omkring 35 km. i luftlinie, men det er stærkt misvisende for sværhedsgraden, for løbets poster er oftest lagt hen over det meget kuperede terræn i og omkring Söderåsen nationalpark, så den reelle distance bliver let op mod 50-60 km, og hertil skal lægges vejrfaktoren, som sidst i Januar kan veksle mellem hård frost, sne, regn og blæst, men oftest en blanding af lidt af det hele.
Normalt er post 4 en madpost, dvs. deltagerne skal i skovbunden tilberede et á lá carte måltid over bål - og Båltændingen skal ske med enten [Stål og Flint] eller [Ildbor].
Alligatorløbet administreres, planlægges og udføres først og fremmest af Allikom-komiteen, som er løbets øverste myndighed, og i selve løbsweekenden tæller staben - og alle postmandskaberne og hjælperne - op over 100 mand i alt!
Løbet er særligt udfordrende på ikke kun orienteringsevnerne - løbet løbes både nat og dag, og kun efter kort og kompas - GPS er ikke tilladt! -Til sværhedsgraden hører også at poster og foropgaver oftest er særdeles snedige, vanskelige og udfordrende for hjerne og håndværk - og sætter 2-mands sjakket på en række overraskende opgaver.