Løb
Et løb består af en række opgaver - kaldet poster - der skal løses. Oftest er posterne spredt ud over et geografisk område og patruljerne, skal så bevæge sig fra post til post for at gennemføre løbet.
Spejdere bruger løb til at træne færdigheder og styrke samarbejdet og patruljeånden. Hvert aspekt af et løb kan varieres: posterne, den geografiske placering eller patruljerne.
Løbsvariationer
De mest almindelige løbsvarianter er:
Post-løb
Patruljen sendes til den første post, løser den og sendes så videre til den næste. Det er let med bemandede poster, mens der ved døde poster, på selve posten står hvordan man finder den næste post. Det kan være en post-beskrivelse, et koordinat eller en kompas-retning og en afstand.
Rute-løb
Posterne er markeret på et kort. Hver patrulje gennemløber posterne i rækkefølge. Når all posterne er løst, afsluttes løbet, og vinderne udpeges udfra deres hurtighed på løbet og dygtighed på posterne.
Både orienteringsløb, og byløb er eksempler på almindelige postløb.
Signatur-løb
Spejderne modtager et topografisk kort, og en række beskrivelser af posterne. Det kunne være "Post 1 ligger på en sti mellem en granskov og en løvskov", eller "Post 2 ligger på en bro i en granskov". Det kan også fungere fint i byen med beskrivelser som "Post 1 ligger ved et T-kryds ved en station".
Point-løb
Her er alle posterne markeret på kortet sammen med et point-tal. Patruljerne samler så point sammen hver gang de besøger en post. De fjerneste eller sværeste poster giver så flest point. Fungerer bedst med korte poster eller "stempel-poster".
Figur-løb
Set på kortet, udgør posterne en figur. Men på patruljernes kort er det kun nogle af posterne der er tegnet ind. Patruljen skal så gætte figuren (måske med hints fra opgaverne på de første poster), og så finde de manglende poster.
Stjerne-løb
Posterne er lagt ud i en stjerne omkring en midte. I midten modtager patruljerne en beskrivelse af deres post, og så tager de ud, løser posten, vender hjem og får tildelt en ny post. Løbet kan fortsætte i en forudbestemt tidsramme, eller til alle patruljer har været igennnem løbet.
Terningeløb
En variation af stjerneløbet. Ved stjernens midte slår patruljerne med en terning for at finde ud af hvilken post, de skal besøge næste gang. Et terningeløb afsluttes normalt efter en fast tidsramme.
Ved midten bør der holdes regnskab med, hvilke poster hver patrulje har besøgt. Derudover skal man have forudbestemt, hvad der sker, når en patrulje, "slår en post" de allerede har besøgt. Man kan for eksempel have et par bonus-poster. Man kan også have en kort opgave som patruljen skal udføre inden de kan slå igen (byg en menneske-pyramide, eller løs en kode).