Freezer

Fra SPJDRpedia

Freezer er et lidt vildt udendørs-spil for 6-12 seniorspejdere, spejdere eller juniorer. Freezer spilles udenfor på en bane opmærket med minestrimmel eller besnøringsreb. Banen kan variere i længde mellem 8m - 18m og ser således ud:

Freezer.svg

De smalle gange på banen er gerne 60-80 cm brede.

Regler

Som forberedelse placeres "faner" på de to markerede områder af banen. Fanerne kan være tørklæder, trøjer eller lignende.

En deltager "dør" og udgår af legen hvis han/hun overtræder en af banens linjer. En linje er overtrådt, når man rører ved jorden på modsatte side af linjen.

Det er tilladt at hive, trække og skubbe alle de andre deltagere ud over linjerne. I en variation af legen kan man lade de to udvidede hjørner fungere som et "helle" (se nedenfor).

Hvis man står med en fod i gift-feltet, kan man "dræbe" de andre bare ved at røre ved dem. Personer på giftfeltet bliver ofte dræbt i et "kamikaze-angreb". Det betyder (måske ret åbenlyst) at en modstander heroisk kan ofre sig ved at kaste sig ind mod personen på giftfeltet og tvinge ham/hende ud over banens linjer.

  1. Deltagerne fra hvert hold begynder sammen med deres fane.
  2. Det hold der først bringer fanen hjem i egen banehalvdel har vundet.
  3. Undervejs kan fanen erobres tilbage, hvis fanebæreren "dør".

Hvis alle deltagerne på et hold er blevet dræbt, vinder det andet hold. Det bliver uafgjort, hvis begge hold dør uden at have erobret fanen.

Variationer

Helle
Man kan lade de to udvidede hjørner fungere som "helle" med plads til en person af gangen.
Kamikaze-forbud
Ønsker man et roligere spil, kan man forbyde kamikaze-angreb, hvor en spiller ofrer sig ved at kaste sig ind over modstandere og sammen vælte ind over linjerne, så de allesammen dør.
Ingen gift
Hvis man vil have et mere fysisk spil, kan man fjerne giften. Det giver hurtige, voldsomme spil med småskader i massevis.
Bind for øjnene
Alle deltagere med undtagelse af en på hvert hold tager bind for øjnene inden spillet går i gang. De to "seende" kaptajner kan så forsøge at dirigere de blinde deltagere rundt på banen. Det er ofte sjovere at se på end at spille.