Bivuak
En bivuak er en enkel konstruktion til overnatning, der holder på varmen og beskytter mod vind og vejr. Bivuakker kan bygges på mange forskellige måder, og tilpasses til vejret og de forhåndenværende materialer
Nogen gange kan et lavt træ eller et klippefremspring fungere som en enkel bivuak. Er du ikke heldig at finde en naturlig bivuak, kan du selv bygge en.
Konstruktion
En god bivuak er tæt og holdbar. Især om vinteren er det vigtigt at bygge en forholdsvis lav og lukket bivuak der kan holde på varmen. Det kan også være en god ide at isolere bivuakken med nedfaldne blade, hø eller lignende.
Halvtags-bivuakker består af en enkelt skrå side som man sover under. Den varme luft bevæger sig opad, følger halvtaget og undslipper bivuakken. Derfor kombineres halvtags-bivuakker ofte med et bål udenfor åbningen. Her skal man sikre sig at røgen ikke ledes ind i bivuakken.
Heltags-bivuakker har et helt tag med to sider, så varmen fanges under taget og ikke så let kan slippe ud.
Bivuak af pressening
Det er almindeligt at spejdere på hike eller som sidste overnatning på sommerlejren sover i en bivuak bygget af pressening.
Du kan bygge en halvtags-bivuak ved at binde en tværpind mellem to træer (husk at beskytte træerne sækkelærred ell. lign.) som holder presseningen oppe, og i fodenden sikre presseningen med pløkke eller tunge sten. Lad en smule af presseningen hænge ned over tværpinden så bivuakken kan lukkes om natten, og bliver bedre til at holde på varmen.
Bivuak af naturmaterialer
I skoven kan man bygge sin bivuak af kæppe, bark og løv. Kæppene bindes sammen med barken og fyre- eller grangrene kan så bruges til at dække taget. Husk at grenene skal lægges, så vandet let kan løbe af dem. Isolér eventuelt bivuakken med tørre blade.