Svensk pølseret

Fra SPJDRpedia

Svensk pølseret er en ikonisk spejderret, der er nærende og nem at forberede over bål. I 2014 blev Svensk Pølseret placeret på top 5 over "Mad på lejr og tur" af Spejdernet[1]. Anesmad.dk skriver[2] at retten smager bedst med en mængde aske, græs og røg.

Svensk Pølseret er en god ret, fordi den stort set kun består af pølser, tomat og kartofler: Tre ingredienser der smager godt, er billige og kan mætte selv rigtig sultne spejdere.

Opskrift (4 pers)

Ingredienser

  • 800 g kogte kartofler
  • 8 pølser
  • 1 bananskalotteløg (ca. 75 g). Almindelige zittauerløg kan også bruges.
  • 10 g smør, margarine eller olie
  • 3 tsk paprika
  • 1 dåse koncentreret tomatpure (ca. 70 g)
  • 2,5 dl mælk (erstat eventuelt en del af mælken med fløde, namnam)
  • ½ tsk groft salt
  • peber
  • purløg til pynt

Opskrift

  1. Skær kartofler og løg i stykker.
  2. Pil løget og svits det sammen med paprikaen.
  3. Tilsæt pølserne og lad det stege lidt.
  4. Tilsæt kartoflerne sammen med de øvrige ingredienser, og lad det hele koge i små 10 minutter.
  5. Anret med lidt purløg.

Historisk

For mange år siden fandtes svensk pølseret ikke i Danmark. Historien, der bragte retten hertil, er ekstremt omdiskuteret. Politiken skriver[3] at retten måske er kommet til landet gennem en gruppe studerende på lejrskole. Ifølge denne teori skulle de unge mennesker være løbet tør for næsten alle ingredienser, og i desperation have opfundet retten af pølser og løg. Da de senere kom tilbage til Danmark huskede de retten, og de opkaldte den efter landet, hvor de opfandt den.

Svensk Pølseret er som udgangspunkt helt ukendt i Sverige. Der findes dog en ret ved navn Pølse stroganoff som er en svensk blanding af Bøf stroganoff og Svensk Pølseret. Pølse stroganoff spises dog med ris i stedet for kartofler, og har ifølge nogle svenskere et langt mere appetitteligt navn[4].

Kilder

  1. http://scoutzone.dk/spejderliv/noerd/ressource/top-5-mad-paa-lejr-og-tur/
  2. http://www.anesmad.dk/opskrifter/083.html
  3. Nilsson, Eja; Olsson, Kristina (2009). Turen Går Til Sydsverige, 4. oplag, København: Politikens Forlag. ISBN 978-87-567-7683-7, side 92.
  4. http://observatorias.blogspot.dk/2012/11/det-der-ikke-helt-svenske.html