Selvbærende struktur

En selvbærende struktur er en byggeform, hvor tyngdekræften holder konstruktionen i spænd. Disse strukturer kan være meget simple, eller meget komplekse. En samling mikado-pinde der ligger oven på hinanden er en selvbærende struktur, men tyngdekræften kan også benyttes til at skabe komplekse strukturer som f.eks. en bro eller et tag. Selvbærende strukturer behøver ikke besnøringer til at holde sig sammen, dermed adskiller de sig fra almindelig pionering. De adskiller sig også fra kulsøpionering, hvor træet samles, nagles eller sættes i spænd.

Selvom man ikke behøver at benytte besnøringer i selvbærende strukturer, kan være en god ide at kombinere selvbærende principper med besnøringer. Det giver en stærkere og sikrere struktur, og gør det lettere at arbejde med besnøringen under konstruktionen.

Leonardos bro

Leonardos bro er et eksempel på hvordan en selvbærende struktur kan bruges til at løse en pioneropgave. Her danner den selvbærende struktur en bue, der kan benyttes som bro. Strukturen er opkaldt efter Leonardo DaVinci, der skitserede en lignende bro. Tegninger af den kan ses i Codex Atlanticus. Selve brodesignet menes dig at være ældre end leonardo.

Fordi at man kan lave broen uden nogle forkundskaber i knob, er broen ofte en populær team-building-aktivitet.

Reciprokt tagkonstruktion

Den reciprokke tagkonstruktion er særligt benyttet i runde huse. Rafterne hviler mod hinanden, og danner et cirkulært ovenlysvindue, kaldet et oculus. Fordi at den reciprokke tag hviler i sig selv, giver dette tagdesign mere plads i rummet, da der ikke behøver bærende søjler.