Lag-på-lag metoden
Lag-på-lag metoden er en simpel metode der kan holde din krop tør og behageligt varm når du er i kolde omgivelser.
Det handler om at have det antal tøjlag, så de akkurat holder på kroppens varme, samtidig med at de slipper af med den overskydende varme, som får dig til at svede.
Generelt
Koldere omgivelser betyder flere lag (for at hjælpe med at holde på varmen) og højere aktivitetsniveau betyder færre lag (for at komme af med den overskydende varme).
Sørg for at tilpasse dine lag hver gang forholdene omkring dig skifter. Hvis vejret eller dit aktivitetsniveau skifter, er det vigtigt du husker at tilpasse dine lag så de passer til de nye forhold. Jo mere proaktiv du er, jo mere kan du hjælpe dig selv til konstant at være tør og varm.
Lagene
Inderlag
Den første regel til at holde sig varm er: at holde sig tør. Inderlaget har derfor til formål at transportere sveden væk fra kroppen. Her er svedtransporterende undertøj/skitøj klart at anbefale. Svedtransporterende undertøj skal sidde tæt (men behageligt) ind til kroppen for at virke optimalt.
Mellemlag
Mellemlaget er det isolerende lag, der holder kroppen varm og beskytter mod kulde. Ofte foretrækkes mellemlag i materialer som Thinsulate, Primaloft, Polartec eller fleece, og hver har deres fordele og ulemper. Idéen er her at opnå en balance, i antallet af lag, hvor man ender med hverken at fryse eller svede.
Yderlag
Yderlaget er laget, der beskytter dig mod vejret. Ofte vil yderlaget være en skaljakke, der beskytter dig mod regnen og vinden, men på dage hvor det ikke er nødvendigt kan yderlaget også bestå af en softshell eller en tynd vindresistent jakke.