Spejdertørklæde

Fra SPJDRpedia
(Omdirigeret fra Tørklæde)

Tørklædet er en del af enhver spejders uniform. Oprindeligt forhindrede tørklædet sved i at løbe ned af ryggen, men i dag bliver det primært brugt som et særpræg til at vise hvilket korps, gruppe eller klan man hører til. Ofte ses også egen-producerede tørklæder fra stabe, patruljer og andre mindre grupper der bruger deres tørklæde til at vise de hører sammen.

På internationale lejre er det desuden populært at bytte både tørklæder og mærker med andre spejdere fra andre nationaliteter.

Tørklædet bindes traditionelt med råbåndsknob eller firknob (venskabsknob), eller holdes sammen med en tørklædering. Nogen grupper har også deres egne regler for hvilket knob tørklædet bør bindes med.

Ofte - om sommeren, eller indendørs - kan det være for varmt at bære hele spejderuniformen - så kan man med fordel iklæde sig en T-shirt (eventuelt med spejdermotiver) og beholde tørklædet på - det signalerer stadig at man er spejder.

Gilwelltørklæde

Et tørklæde mange ledere ses med er gråligt/lyserødt, med skotskternet mærke bagpå, og (hos nogen) træklodser i en lædersnor foran. Dette er et Gilwelltørklæde og viser at lederen har taget et Gilwellkursus.

Spejd365

For de udholdne superspejdere, er der lavet en challenge kaldet Spejd365. Udfordringen går ud på at bære tørklædet til hverdag, i det offentlige rum, i 365 ud af 400 dage.